Konsulenter – alle lokationer
09 okt 2023

ProMark A/S er en danskejet international IT-virksomhed med fart på, og derfor er vi altid på udkig efter konsulenter, der skal hjælpe kunderne med at understøtte komplekse forretningsprocesser, så de får maksimal værdi af deres ProMark-løsning.

Du bliver en del af en spændende transformationsfase, hvor ProMark fremadrettet leveres som en fuld Software-as-a-Service løsning i skyen. Du kommer til at arbejde med udvikling af Workforce Management-løsninger i en af branchens mest innovative virksomheder, som har en spændende kundeportefølje af store og højt profilerede internationale/nationale virksomheder på tværs af de fleste brancher.

Jobbeskrivelse

Sammen med dine øvrige kolleger i konsulentafdelingen bliver du ansvarlig for at sikre, at nye såvel som eksisterende kunder kontinuerligt får optimal værdi af deres løsning. Du får en bred kontaktflade internt og eksternt og kommer til at rådgive kundens beslutningstagere, ligesom du supporterer brugerne i at sikre den mest optimale opsætning og funktion af deres løsning.

Dine primære arbejds- og ansvarsområder vil være:

  • Implementering og/eller løbende tilpasning af kundernes ProMark-løsning til effektivisering af deres forretning
  • Dialog med kunderne med henblik på at specificere ønsker til yderligere udvikling i ProMark
  • Mersalg til eksisterende kunder både inden for software, services og hardware
  • Faglig sparring ved salg til fremtidige kunder

Der er tale om en spændende stilling med alsidige arbejdsopgaver, da hver kunde har forskellige ønsker og udfordringer, der skal løses. Det giver dig mulighed for at opbygge en dyb faglig viden om Workforce Management-løsninger og fungere som forretningsrådgiver over for dine kunder.

Du bliver en del af en veletableret, markedsførende og ambitiøs virksomhed med vokseværk, og der er gode faglige og personlige udviklingsmuligheder, hvor du vil komme til at bidrage til den videre udvikling af ProMark i samarbejde med engagerede og fagligt dygtige kolleger.

Kompetencer og erfaring

For at få succes i stillingen forventer vi, at du har erfaring inden for IT-systemer som ERP-løsninger, løn, HR eller lignende, herunder gerne erfaring med overenskomster, tidsregistrering eller bemandingsplanlægning samt evt. erfaring med implementering af nye systemer.

Kendskab til ProMark eller andre Workforce Management-systemer, integrationer, løn og/eller rollen som konsulent vil være en fordel, men er ikke et krav. Til gengæld er det nødvendigt, du er god til at kommunikere på både engelsk og enten dansk, norsk eller svensk.

Det er vigtigt, at du arbejder struktureret, effektivt og vedholdende med dine opgaver og har et stærkt fokus på at skabe de bedst mulige løsninger til og med dine kunder.

Som person er du:

  • God til at opbygge relationer og kommunikerer let med alle typer af mennesker
  • Løsningsorienteret og drevet af at skabe resultater samt i stand til at prioritere din tid og strukturere dine arbejdsopgaver
  • Vant til at arbejde både selvstændigt og i teams og komfortabel med at bruge din faglige indsigt og dit naturlige engagement til at fordybe dig i systemer og indgå i dialog med andre herom

Du får

ProMark A/S prioriterer en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv, som sikrer dig en fleksibel hverdag med bl.a. mulighed for hjemmearbejde to dage om ugen, når du er kommet godt ind i dine arbejdsopgaver.

Arbejdsstedet kan være vores kontor i Danmark, Norge, Sverige eller UK.

I Danmark vil du få din daglige gang på vores hovedkontor i Kgs. Lyngby (tæt på motorvejsafkørslen), sammen med ca. 40 af koncernens medarbejdere, der sammen med vores kolleger i de øvrige lande bidrager til en uformel kultur og godt samarbejde på tværs af organisationen.

Lønniveauet aftales med baggrund i dine kvalifikationer og kompetencer. Hertil kommer sundhedssikring, pensionsordning, frokostordning samt betalt mobiltelefon og internet. Derudover er der mulighed for at deltage i bl.a. kunstforening, filmklub og løbeklub, ligesom vi har forskellige sociale arrangementer, hvoraf vi årligt mødes 1-2 gange med alle medarbejdere på tværs af lande.

Interesseret?

Hvis du ønsker at søge denne stilling, bedes du sende dit CV og en kortfattet ansøgning til job@promark365.com.

Har du spørgsmål til stillingen, virksomheden eller ansøgningsprocessen, er du velkommen til at kontakte HR Business Partner Camilla Folting på telefon 5060 9440.

Tilbage til Karriere